Min rejse som forfatter
Jeg elsker at skrive og har skrevet på flere forskellige romaner de sidste fire år. Da julefortællingen En glasengel til jul blev antaget på forlaget Lind og Co i januar 2025, var jeg ikke til at skyde igennem. Så stolt og taknemmelig for at se at min ihærdighed har båret frugt, og jeg får lov til at følge min kreative åre.
Jeg brænder først og fremmest for feelgood genren og relationsromanen. Den er simpelthen i mit DNA. Jeg er meget inspireret af den svenske feelgood tradition og læser, udover de svenske forfattere, også britiske og amerikanske feelgood forfattere. Min beundring for den svenske feelgood kultur fører mig hvert år til årets feelgood festival i Sigtuna ved Stockholm. Her får jeg fornøjelsen af at blive præsenteret for dygtige og spændende forfattere og deres bøger, hvilket, som et biprodukt har ført med sig, at jeg efterhånden også er blevet ret så god til svensk.
Jeg er cand.mag. i italiensk og retorik og arbejdede i mange år indenfor kommunikation i store danske virksomheder indtil jeg i 2017 grundlagde Green Bike Tours, der gennem grøn storytelling viser studiegrupper rundt i København, Berlin og Malmø. Derudover har jeg også kursusvirksomheden Skriv med hjertet, der udbyder kurser inden for flowskrivning, da forståelsen af flow også spiller en stor rolle i mit eget forfatterskab.
Jeg bor i Hillerød med min mand og vores lille hund Fabio. Mine tre børn er for længst fløjet fra reden. Inspirationen til at skrive finder jeg i naturen omkring mig men også på rejser. Mine bøger har elementer af eskapisme, da de ofte foregår udenfor landets grænser. Især har Italien min store kærlighed, men det har England også. Jeg er helt klart inspireret af den klassiske dannelsesroman, og oplever at hjem-ude-hjem modellen er et vigtigt element for mine karakterers udvikling.